Død over topmenuen

Brugerne besøger ikke dit website for at navigere. De kommer for at løse et problem.

Menuerne er et levn fra infosites

Alt for mange af os, der arbejder med web, anskuer websites som biblioteker. Altså et sted, hvor man kan lede efter viden.

Vi har vænnet os til, at alt vores materiale skal være til rådighed online, så brugerne kan finde hvad som helst. De store mængder information gør det nødvendigt at strukturere indholdet i hierarkier, som man efterfølgende kan navigere igennem.

Vi er blevet dygtige til at organisere vores indhold, så vi kan placere det i menuer. Men måske er menuerne kommet til at fylde for meget?

Fokus på at løse problemer

I vores forsøg på at gøre vores indhold overskueligt, pakker vi vores indhold ind i megamenuer, venstremenuer og fat footers. Men måske er vores udgangspunkt forkert. Måske kommer vores brugere ikke ind for at søge og lede information. Måske kommer de blot for at løse deres problem.

Selvom Bill Gates sagde “content is king“, er det ikke velstruktureret, organiseret indhold, der driver folk til websites. Det er den hjælp, de får til at løse deres problem.

Hvis vi i stedet begynder at fokusere på de problemer, vi prøver at hjælpe brugeren med at løse, og mindre tid på at sikre, at man til alle tider kan skifte retning på websitet, ville vi måske få nogle mere fokuserede websites. Måske kunne vi bruge pladsen på at hjælpe brugeren mere?

Har dit site overhovedet brug for menuer?

Menuer er næppe en døgnflue – men måske er det også blevet en vane, at vi skal have en menu. En vane, der måske ikke altid er en god vane.

Service-orienterede sites har længe prioriteret handling over navigation. Se for eksempel på et site som airbnb.com, hvor fokus er på at finde en lejlighed. Havde de gjort som alle andre, havde de måske haft en topmenu med menupunkterne Find lejlighed, Bliv medlem, Priser, Vilkår, Min side, mv. I stedet har de erstattet topmenuen af et enkelt søgefelt og et par servicelinks.

Airbnb er ikke designet omkring end menu, men omkring søgning

I stedet for alle menuerne har Airbnb valgt at fokusere på sitets hovedformål, som er at hjælpe brugerne med at finde et sted at bo.

Et andet eksempel på et brugervenligt website, der ikke har nogen menuer, er det omdiskuterede website gov.uk. Gov.uk er vel det nærmeste, man kommer på en britisk pendant til borger.dk. Her har man valgt at bygge sitet op af navigationssider. På den måde bliver det muligt at knytte navigationen tættere sammen med indholdet.

Overblik eller engagement?

Det er klart, at man ofrer overblikket ved at fjerne menuerne fra sit website. Og med off-canvas menuer og andre snedige strategier behøver de ikke at fylde ret meget på vores websites. Så hvorfor så overhovedet denne diskussion?

Pointen i dette indlæg er ikke, at menuer er af det onde, eller at man absolut skal prøve at undgå dem. Pointen er at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vi bedst griber informationsarkitekturen an.

Måske skal vi fokusere mindre på, hvordan vores indhold er struktureret (eller hvordan det kommunikeres, at det er struktureret) og mere på, hvad det er for et problem, vi prøver at hjælpe vores brugere med at løse.

I stedet for at jagte det perfekte overblik skal vi måske se på, hvordan vi øger relevansen for den enkelte bruger. Hvis vi kan det, hvis vi virkelig mestrer at have fokus på brugerens motivation, så behøver vi ikke give dem et overblik. For så formår vi måske at imødekomme deres behov, før de orienterer sig i menuen.

6 tanker om “Død over topmenuen

  1. Interessant tanke, men det menu-fri site lader ikke brugeren komme i kontakt med de sider, de ikke ved, de gerne vil se. Altså hele browse-oplevelsen går fløjten. Jeg har f.eks. svært ved at se et nyhedssite bygget op uden en form for menu.

    1. @Mikkel Jeg vil ikke stå på mål for, at intet website må have en menu. Min pointe er en anden: Vi er alt for vante til at bygge vores websites op omkring navigationen, frem for indholdet.

      Et nyhedssite er faktisk et godt eksempel på et website, hvor den klassiske hierarkiske menu med rette kan spille en meget lille rolle – og i nogle tilfælde helt undværes.

      Brugeren komme ind på nyhedssites for at få de seneste nyheder – og det er det man bruger plads på på forsiden. Åbner man en nyhed, er de fleste nyhedssites rigtig gode til at henvise til andre artikler om samme emne. På den måde kan jeg som bruger navigere fra artikel til artikel, kun styret af hvad jeg selv finder relevant ud fra den kontekst jeg befinder mig i.

      Hvis man er interesseret i et særligt emne, vil man ofte kunne filtrere nyhederne på en kategori, for at se flere nyheder der er relevante for brugeren. Ok, afhængigt af hvordan det er udformet kan det have samme form som en hierarkisk topmenu – og det er helt fint. Det væsentlige er i mine øjne, at et godt nyhedssite ikke starter med at spørge sine brugere, om de er interesseret i sport eller udland, før man viser det brugerne er kommet efter: Friske nyheder.

  2. Hej Mads Peter

    Gode pointer som jeg jo har hørt dig lave i levende live – og jeg er sådan set enig. Men det er sjovt du lige skriver om Airbnb; jeg måtte faktisk opgive at finde et sted på deres site til min tur. De har sat hele sitet op på at man godt ved hvor man vil hen. Dvs. at hvis jeg blot er interesseret i at komme et sted hen der lever op til nogle bestemte kriterier (sol, strand, by, vand etc.), fanger de mig kun på deres nabolagsguider. Min pointe? At Airbnb måske går glip af kunder (mig) fordi de har ensporet deres service til folk der ved præcis hvor de vil hen.

    1. Hej Jonas.

      Det er en helt korrekt og meget relevant scenarie du beskriver. Sagen er, at når man prioriterer hårdt, mister man også nogen på vejen.

      Jeg tror, at hvis man ser økonomisk på det, så får man trods alt mere ud af at prioritere hårdt, end ved at tilgodese alle scenarier. Men det ændre ikke ved, at man kan tænke forskellige scenarier ind i en løsning – til trods for at de er hårdt prioriteret.

      Måske kunne Airbnb forsøge at finde andre relevante steder at bo, når man kiggede på specifikke boliger. Eksempelvis “Andre lejligheder ved gode strande” eller “Folk der har set på denne bolig så også på disse”.

      En anden mulighed er, at åbne op for scenarierne efter den første handling på sitet. Man begynder med en simpel søgning, men får efterfølgende mulighed for at søge på andre kriterier end størrelse og sted.

      Jeg er med andre ord ikke sikker på, at Airbnb ville få øget forretning ud af, at tilgodese flere scenarier på deres forside. Men de ville formentlig kunne få mere ud af at tilgodese dem længere inde i søgeprocessen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *