Personalisering – begynd med vanilje

Der er ingen tvivl om, at der er mange, der taler om personalisering for tiden. Men som med mange buzz words er det ikke ensbetydende med, at folk taler om det samme.

Står du og skal i gang med personalisering, kan du gøre dig selv og dit projekthold en stor tjeneste, hvis du hjælper med at afklare, hvad folk mener, når de taler om personalisering.

Der findes grundlæggende to former for personalisering. Jeg synes, det er nemmest at tænke på det som mikro-personalisering og makro-personalisering.

Mikro-personalisering

På mikroplanet er der tale om, hvad vi gør for at personalisere indholdet på i det enkelte stykke kommunikation. Det kan være personaliseringen af indholdet i et nyhedsbrev, det kan være et spot på websitet, der tilpasser indholdet afhængigt af, hvad brugeren har søgt på, eller det kan være en formular, der auto-udfylder enkelte felter baseret på den viden, løsningen har om brugeren.

Mikro-personalisering er, at du selv kan vælge, hvilken slags is der skal i din vaffel. Eller endda at du selv kan vælge, hvilken krymmel der skal på toppen.

Makro-personalisering

Når vi derimod personaliserer på makroplanet, handler det om at forsøge at understøtte hele brugerens User Journey. Med andre ord er fokus ikke på, hvad der sker på den enkelte side, men om vi er i stand til at møde brugeren med en relevant service, den relevante rådgivning eller det relevante tilbud i et hvert møde, brugeren har med den digitale løsning.

Når Amazon sender dig et forslag om at købe en ny bog, netop som du er blevet færdig med at læse en bog på din Kindle, er det makro-personalisering. Der er blevet lagt en trigger, der eksekverer en række relevante tilbud, præcis når du er mest modtagelig for input.

Makro-personalisering vil ofte være en række mikro-personaliseringer, der er planlagt og møjsommeligt bliver eksekveret, når de rette omstændigheder er til stede.

Makro-personalisering er ismanden, der går rundt på stranden og sælger is, præcis når du har mest lyst til det. Og måske endda husker hvad du kan lide, så han kan vifte den helt rigtige, kolde Ben & Jerry is med cookie dough og chokolade stykker foran din næse.

personalisering

Hvordan balancerer man personalisering?

Den ene form for personalisering er ikke bedre end den anden. Tværtimod vil det sjældent give mening at tale om personalisering på makro-planet uden også at besøge mikro-planet. Og det er heller ikke, fordi det er mere krævende at arbejde med makro-personalisering, end det er med mikropersonalisering.

I modsætning til, hvad man måske skulle tro, fører det ofte til unødig kompleksitet at have for meget fokus på mikro-personalisering.

Omvendt vil man med et snævert fokus på makropersonalisering uundgåeligt ende i at overanalysere på sine brugere og ty til teori frem for at afprøve i praksis. Den klassiske “paralysis by analysis”.

Der findes efterhånden flere forskellige værktøjer til at komme i gang med personalisering. Et af de mest populære og mest omtalte er nok Sitecore DMS, der har gjort sig bemærket ved at lave en platform, der samler selve indholdshåndteringen (de klassiske CMS-opgaver) med personalisering. En anden stor fordel ved at anvende DMS i Sitecore er, at det giver mulighed for at anvende mikro- og makropersonalisering i den samme platform.

Du kan benytte regler og opsætte personas på mikroplanet, mens du med Engagement Plans kan lægge en sti for dine brugere og aktivere forskellige hændelser ved forskellige triggers. F.eks. at brugere får et godt tilbud på e-mail, hvis de har skrevet sig op til nyhedsbrevet, men ikke er vendt tilbage til dit website i to uger.

Start med det basale

En af udfordringerne med personalisering er, at værktøjerne er blevet så nemme at bruge og mulighederne så mange, at man enten ikke ved, hvor man skal starte, eller man slår et større brød op, end man kan bage.

Al god personalisering tager afsæt i en god default løsning. Begynd derfor med at kortlægge en default User Journey. Få styr på, hvor dine konverterende brugere kommer fra, og design til det ideelle brugsscenarie. Herefter kan man, enten baseret på overfladisk dataanalyse eller på sin mavefornemmelse, afgøre, hvor det giver mening at sætte ind – med såvel mikro- som makropersonalisering.

Før du kaster dig ud i at konkurrere med Ben & Jerrys, så sørg for du kan lave en vanilje-is, der sidder lige i skabet.

2 tanker om “Personalisering – begynd med vanilje

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *